Herunder ses uddrag af historien om Saxbo som er
beskrevet på
www.vejenkunstmuseum.dk
Vejen Kunstmuseum har en meget stor samling af Saxbo keramikSAXBO
blev allerede i sin egen samtid et sagnomspundet, hyldet fænomen,
kendetegnet ved udsøgt fin kvalitet og kunstnerisk nerve.
Det legendariske navn tog firmaet først i efteråret 1930, men startede i
marts 1929 som Nylund & Krebs – efternavnene på de to grundlæggere, den
dansk-finske billedhugger Gunnar Nylund (1904-1996) og den danske
kemiingeniør Nathalie Krebs (1895-1978). De havde lært hinanden at kende
hos Bing & Grøndahl, hvor han havde været ansat de fire forudgående år,
og hun i et årti bl.a. i samarbejde med Jo Hahn Locher om mat, hvid
porcelæn. Fagligt havde de en stærk ballast. Rammen om SAXBOs virke var
frem til marts 1937 det beskedne værksted på Islemark, Husum, der havde
tilhørt en nøgleperson i dansk stentøjshistorie, Patrick Nordström. Med
en enkelt medarbejder stod de i starten selv for alt det slidsomme
fysiske arbejde som at flytte materialer samt kul til fyring af ovnen.
De lagde hårdt ud. Kun tre måneder efter starten på værkstedet tog
Nylund og Krebs imod den meriterende invitation til at vise et udvalg af
deres værker på en udstilling hos den legendariske Kaj Dessau
(1897-1987) i dennes forretning, BO, på Amagertorv. Straks var han
lydhør for deres mål om at få kvalitet ud til overkommelige priser, og
var eneforhandler af deres værker frem til han i 1941 lukkede BO. Det er
blevet hævdet, at samarbejdet med BO
cementeredes i navnet SAXBO. Det afvistes dog i 1932 af
Nathalie Krebs, der sagde, at SAXBO navnet var valgt, fordi det var let
at sige på ethvert sprog, og ikke relaterede til noget bestemt.[4]
I 1929 havde de også en
stand på Købestævnet i Fredericia. Den var med tilhørende foto
omhyggeligt omtalt i Nyt Tidsskrift for Kunstindustri: ”Det helt nye
Firma NYLUND & KREBS, der stiftedes sidste Vinter, deltog for første
Gang med Stentøj af enkel Form og med fine Farver og dog til
overkommelig Pris. En glasur, der var døbt Birkebark, gjorde megen Lykke
hos Publikum.” Mange år senere gav Nathalie Krebs rent Nylund æren for
den kreation, og viste samtidig, at han - ud over at stå bag hele
værkstedets formsortiment i produktionen frem til 1932 – altså også
påvirkede glaseringen: ”Nylund lavede ogsaa en Serie Krukker og
Askebægre, som havde en hvid glasur undermalet med Jærn og Rutil – dem
kaldte han Birkebark, men de forsvandt fra Produktionen da Nylund drog
bort.”
Først i efteråret 1930 kom det helt store fremstød med en stribe
skandinaviske udstillinger, som Nylund organiserede og gennemførte. I
september startede de op i BO,
hvor de som blikfang og tour-de-force-stykker bl.a. præsenterede Nylunds
monumentale posthume stentøjsportræt af museumsmanden Emil Hannover og
seks knap en meter høje monumentale stentøjskrukker med malede
dekorationer og relieffer.
Næste store mønstring var i oktober hos Svensk Tinn i
Stockholm, og slutteligt havde de i november en udstilling i Helsinki. I
mellemtiden havde Nylund fået ansættelse som kunstnerisk leder hos
Rörstrand og forlod SAXBO ved udgangen af 1930. Hans tilknytning til
Rörstand varede fra 1931 og frem til 1958, hvorefter han havde andet
engagement i Sverige. I 1959 vendte han tilbage til Danmark som
kunstnerisk konsulent for Nymølle, hvor siden Axel Brüel var kunstnerisk
leder i årene 1963-67. Der er nu i samlingen to miniaturevaser af Nylund
(inv. VKV 2011 og 2012), der viser noget af det slanke, ekvilibristisk
afbalancerede, som han bragte med sig fra Rörstrand.
I halvandet års tid efter Nylunds afrejse var værkstedet uden
kunstnerisk formgiver. Til gengæld arbejdede Krebs intenst med
udviklingen af nye glasurer. Inspireret af de værker, som Axel Salto kom
med, skabte hun i første omgang spættede glasurer som Harepels og
Fuglefjer – siden fulgte andre som Blåræv og Markmus. I løbet af 1932
arbejdede Salto hos SAXBO med store vaser med drueklaseornament og små
gennembrudte cylindervaser med træer og hjorte. Men samspillet varede i
alt kun omkring halvandet års tid, så var han på vej videre.
I juni 1932 tog Krebs en beslutning, hvis langtrækkende konsekvenser hun
nok næppe selv straks gjorde sig klart. Håndplukket fra
Kunsthåndværkerskolen ansatte hun den lidt over 15 år yngre Eva Wilhjelm
(gift Stæhr-Nielsen, 1911-76). Hun startede i 1930 på skolen i samme
kuld som bl.a. Chr. Poulsen og Gertrud Vasegaard - og året efter kom
også Edith Sonne Bruun, der senere blev ansat hos SAXBO. Ved Krebs’ 80
års udstilling afslørede Eva Stæhr-Nielsen, at hun faktisk formelt
aldrig afsluttede uddannelsen.
Eksamensbevis var der dog ikke brug for. Og at valget var det helt rette
afsløredes straks. Nogle af hendes første kreationer hos SAXBO var bl.a.
den karakteristiske tekande og spaltekanden, der hurtigt blev
klassikere. Spaltekanden er særlig raffineret ved, at den form, der
ellers ville have været en høj, smal hals, er skåret igennem, og den ene
halvdel bukkes ned til hank, mens den anden er bukket frem som hældetud.
Begge karakteristiske kander var i produktion helt frem til lukningen i
1968. Det nære samspil mellem formgiver og kemiingeniør varede i over
tre årtier. Og da SAXBO lukkede fortsatte Eva Stæhr-Nielsen i årene
1968-76 hos Den kgl. Porcelainsfabrik.
I 1932 var tiden snart moden til en ny stribe markante udstillinger.
Efter det heldige valg af ny formgiver præsenterede SAXBO i september
deres nye linje hos BO. Formidlet af Kaj Dessau, og med ham som
arrangør, afholdtes der i oktober 1933 udstilling på Nationalmuseum,
Stockholm. I den anledning tog Krebs kontakt til Jais Nielsen og bad ham
udføre en stor lågkrukke, der var en af hovedattraktionerne i Stockholm.
SAXBO producerede en række værker af Jais Nielsen. I samlingen er der en
kande, en vase og et askebæger. I efteråret 1934 var Kaj Dessau også
arrangør af SAXBOs udstilling i Oslo. Ved juletid var der igen opvisning
hos BO, og i januar-februar 1935 var turen endelig kommet til
Kunstindustrimuseet i København. Succesen var i hus, SAXBOs navn var på
alles læber.
Om samarbejdet skrev Krebs i 1934: ”Vi har i Aar arbejdet en Del med
Formerne, og min Medarbejder, Frk. Eva Wilhjelm, har tegnet en Række
Typer, ... Hun har en god og naturlig keramisk Fornemmelse, som sikkert
i de kommende Aar vil naa videre Udvikling. Hendes Succes paa vores
Udstilling i Nationalmuseet i Stockholm var velfortjent. Jeg vil slutte
med det, som jeg benytter enhver Lejlighed til at sige, at et godt
keramisk Produkt kun kan fremkomme ved et intimt harmonisk samarbejde
mellem den som drejer, den som brænder og laver Glasurerne, og den der
tegner Formerne.” Afslutningsfanfaren er typisk for Krebs, der forstod
ved god formidling at give køberne en indsigt i og respekt for det
arbejde, der lå bag den estimerede vare. Sent i livet mindedes hun,
hvordan i opstarten ”kneb det dog noget med Forstaaelsen, og jeg maatte
stærkt understrege Produktets Styrke for at faa det anerkendt.”
Det kostede at afholde de store udstillinger, og Krebs har skrevet, at
man på den tid havde en produktion af 6000 reklameaskebægere for at bære
udgifterne. Til gengæld var det en frugtbar tid, hvor også andre
kunstnere kom til og sparrede med værkstedets ekspertise. Ud over Jais
Nielsen og Salto var det på denne tid særligt Hugo Liisberg (1896-1958).
Samspillet mellem hans formgivning og Krebs’ glasurer er et helt kapitel
for sig. Krebs fremhævede særligt hans brug af glasurerne Slangehud,
Jærnglasur, Fuglefjer, Harepels og Turkis. En anden vigtig, tidlig
samarbejdsfælle var billedhuggeren Erik Rahr (1900-1962), der i
samlingen er repræsenteret med tre af sine karakteristiske
tobakskrukker. Stemplerne under bunden bevidner, at han var med fra
starten. Den ene bærer det tidlige logo med den brændende ovn. Ud over
denne produktion udførte SAXBO blandt andet også en whiskydunk efter
forelæg af Rahr.
Billedhugger Olaf Stæhr-Nielsen (1896-1969) var der allerede et
etableret samarbejde med i 1935, da han og Eva Wilhjelm giftede sig.
Samme år blev hans skakspil til SAXBO gengivet i tidsskrifter. I løbet
af 1930’erne udførte han en række udsmykningsopgaver i samspil med
værkstedet – eksempelvis i 1938 ni vægrelieffer i stentøj til Teknisk
Skole på Julius Thomsensgade, Kbh. Året efter modellerede han relieffer
med byvåben til Nørresundby Rådhus. I 1950’erne nævnes to andre store
opgaver – en keramisk dekoration til Carlsbergs vestibule, 1955, og et
relief til Gerlev-Draaby sogneskole i 1957. I museets samling er hans
statuette til Lægeforeningen. Stemplet i bunden bevidner, at den må være
blevet til en gang efter 1949, da man gik over til at sætte en ring om
SAXBO logoet.
Blandt de mange mere eller mindre talentfulde kunstnere, der fik deres
værker brændt hos Krebs var også den farverige
slagtermester/keramikentusiast, Chr. Thyrring-Johansen, der i 1936 hos
SAXBO fik lavet en produktion af sin skulpturgruppe Tyr og Slange.
Omkring midten af 1930’erne var der knyttet så mange gode kontakter, og
nået så mange fine resultater, at Krebs vovede springet og i Herlev lod
opføre et nyt, moderne værksted, som blev taget i brug den 1. marts
1937. Samtidig fik virksomheden sit karakteristiske cirkelrunde logo,
der symboliserer krebsen. Krebs mindedes, at den første tid var barsk.
Den nye ovn skulle de lære at kende, og der gik kun få år inden krigen
lagde sin skygge over produktionen med brændselsrestriktioner og
materialemangel. Det lykkedes dog i 1939 at afholde en stor udstilling i
Stockholm. I 1940 var der en opvisning i BO, der bl.a. afstedkom en smuk
hyldest til og karakteristik: ”Naar man staar overfor SAXBO-Stentøj
kommer man ubetinget til den Konklusion – synes det mig – at den
kunstneriske Styrke ligger i den usvigelige Sikkerhed, hvormed Form
slutter sig til Farve. Der tilstræbes ingen Effekter, hverken paa det
ene eller det andet Omraade. Det repræsenterer den kunstneriske Sandhed
i al sin enkelthed. … Naar man kaster Blikket tilbage udover SAXBOs
10-aarige Produktion, maa man beundre den sejge Vilje, som stadig har
forfulgt sine høje Maal mod den kunstneriske Helhed.” Efter krigen kom
den første udenlandsudstilling i stand hos Röhsska museet i Göteborg i
marts 1946.
Det år var en ny medarbejder trådt til hos SAXBO. Det var Edith Sonne
Bruun (1910-1993), der tilbage i 1931 kom ind på Kunsthåndværkerskolen
året efter bl.a. Chr. Poulsen, som hun en tid havde værksted sammen med.
I 1937 skrev Krebs om hendes værker: ”Edith Sonnes rolige sikre Form
kunde udmærket danne Grundlaget for en stor produktion, men for hendes
videre Udvikling kan man unde hende endnu nogle Aars Uafhængighed. Hun
har en sjælden Sans for Materialet, og hendes Ting er vel
gennemtænkt...” Påfaldende er denne udtalelse og artiklens foto koblet
med oplysningerne om, at Sonne efter at hun trådte til hos SAXBO i 1946
først fra 1951 arbejde med egen signatur. I artiklen fra 1937 er nemlig
gengivet bl.a. en kande af Sonne, der ligger forbavsende tæt på den
kande, der nu er i museets samling, inv. VKV 1984. Den bærer dog det
sene Saxbo logo, der benyttedes fra slutningen af 1940’erne. Enten er
kanden formgivet, da hun i årene 1938-39 var ansat hos Saxbo for en kort
bemærkning. Eller måske er den snarere, da den bærer hendes indridsede
signatur, blevet til i årene efter 1951, da tiden var blevet moden til
dette spil mellem glasuren og den meget grove masse.Da Sonne forlod
SAXBO ved udgangen af 1960 fortsatte hun året efter sit virke hos Bing &
Grøndahl.
1949 dateres det relief i stentøjsskærver fra SAXBO, som billedhugger
Henrik Starcke (1899-1973) udførte som skitse til sin store løvefigur på
Fredericia Stadion. Som så mange af de andre kunstnere udførte han fra
tid til anden værker i samspil med SAXBO. Til det nu fredede Radiohus på
Rosenørnsallé udførte han over temaet musikken i 1957 i foyeren to meget
store vægrelieffer af skærver af SAXBO-stentøj i et væld af værkstedets
fine glasurer.
I 1954 festligholdtes SAXBOs 25 år jubilæum med en stort anlagt
udstilling på Kunstindustrimuseet. Nu var tiden atter moden til at få
tilført nyt blod. I årene fra 1954 til omkring 1956 arbejdede en
franskmand fra Strasbourg, Léon Galleto, hos SAXBO med egne værker,
deriblandt en serie firkantede flasker og vægdekorationer med abstrakte
hoveder. Krebs skrev: ”Hans Produktion faldt helt uden for SAXBOs Stil
og var yderst moderne.” Der var dog et par af hans ting, der blev en del
af SAXBOs sortiment. Mest markant er den lille stiliserede frø, der
findes i samlingen med både brun og grøn glasur, samt den cylindriske
lampefod med den stramme dekoration i et sindrigt system af trekantede
relieffelter (Inv. VKV 1179). Der produceredes også en cylindrisk vase
over samme tema. Men hvor lampens trekantmotiver spænder ud mellem ret
jævne vandrette bånd, forekommer vasens trekantede motiver at have en
mere levende variation. Det er ikke meget, man kan læse om Galleto, men
noget klogere bliver man af Pierre Lübeckers omtale i 1956: ”Leon
Galletos former er uorganiske, han er mere optaget af fladen end af
klumpen, anvender gerne det kantede i kontrast til det rytmisk svungne
og havde for øvrigt muntret sig med nogle helt flade, støbte vaser. De
kunne minde om et bornholmsk røgeri set fra gavlen, hvor skorstenen
dannede halsen. På de brede flader havde han med fin humor og smidig
rytmisk følsomhed indridset figurer, kvinder og fugle, hvis stamtavle
vil vise, at slægten udgår fra Finland. Man synes derfor, at Galleto
røbede mest af sig selv i de små, firkantede skåle, der til trods for at
de ikke er højere end en mursten med deres geometriske mønster i dybt
relief virkelig forekommer helt monumentale: Sarkofager i miniature.
Galleto var bedst i sine mindste ting, og jo mere sluttet en form, han
havde at arbejde med.” Et eksemplar af den klare, enkle røgeriform, som
han også udførte med dekoration er først på året 2009 kommet til
samlingen (inv. VKV 2238). Den bærer årstallet 1955.
Året efter at franskmanden startede, vovede Krebs endnu en gang at
ansætte en afgangselev direkte fra Kunsthåndværkerskolen. Men denne gang
havde hun dog et vist forhåndskendskab, for Kirsten Weeke (født 1932)
var hendes niece. Dennes værker vistes på SAXBOs udstillinger i årene
1956-60, men da hun giftede sig med en amerikaner fortsatte hendes
tilværelse i USA. En af Weekes mest populære modeller var en stor
kollegietekande, der gik som varmt brød. I samlingen er hun
repræsenteret med en yderst utraditionel, skulpturel flødekande, der i
sin brede, flade form bestemt ville dumpe til en funktionstest, men til
gengæld med sikkerhed ville fungere ideelt som conversation piece på et
kaffebord! Krebs skudsmål lød: ”Hun var en udpræget Eksperimentator, og
alle SAXBOs Masser og Glasurer stod til hendes Raadighed. Engang imellem
rystede jeg paa mit bedagede Hoved, men hendes Talent var umiskendeligt.
Hun forsøgte alt, navnlig med grovere Masser med Begitning, Undermaling
og Afskrabning af Glasur, saa Skærven kom frem. Undertiden var Skaalene
kun glaseret indvendig, og udvendig stod den grove Skærv dekoreret med
Jærn.”
To år efter Weekes saltvandsindsprøjtning var det tid til at fejre den
person, der over årene kom til at betyde allermest for SAXBOs ansigt ud
ad til, Eva Stæhr-Nielsen. Det skete i 1957 med en 25års
jubilæumsudstilling i Illums Bolighus. Altid krediterede Krebs hendes
store indsats. Deres lange samspil var eksemplarisk - måske netop de
gensidigt havde stor respekt for hinandens virke, hvilket tydeligt
fremgår af Krebs sene karakteristik af hende: ”Da Eva Stæhr-Nielsen
senere begyndte at dekorere, blev der flere Ting at tage i Betragtning.
Det levende Spil, hun kunde lokke frem i Glasuren ved Modellering og
Gravering, fristede hende til at udnytte Mulighederne. Hun begyndte
meget forsigtigt, men siden lavede hun Relieffer og modellerede Mønstre
– saa malede hun over og under Glasuren og anvendte Begitninger. Til
sidst forandrede hun Formen på de drejede Ting. Det begyndte med, at hun
bankede de små Skaale firkantede, trekantede og ovale, siden bearbejdede
hun ogsaa de store Ting paa samme Maade. Det var spændende at se
meterhøje, rundt drejede Krukker paa hendes Drejeskive antage helt nye
Former. Jeg syntes, der hørte stort Mod til at bearbejde dem saadan –
banke dem med store Træhamre, skære i dem med Jærn, sætte Øre og Hanke
paa – det fik mig til at føle mit Ansvar for Brændingen dobbelt stort.
Hun fortalte mig, at disse store Ting ofte rumsterede i hendes Hoved i
Maaneder eller Uger, før hun overhovedet turde sætte en Streg paa
Papiret, og siden blev de tegnet om og om igen, inden hun overgav
Grundformen til Drejeren. Hun var ikke meget for at tale om Tingene, før
Resultatet forelaa. Hun gennemgik i de 36 år, hun arbejdede paa SAXBO,
en stor Udvikling, og hun var til det sidste lige saa idérig, som da hun
begyndte. I alle Aarene efter 1941, da vi ikke mere udstillede hos BO,
arrangerede hun alle SAXBOs Separatudstillinger. Hendes intime Kendskab
til Tingene og hendes sikre dekorative Fornemmelser var af stor
Betydning.”
Helt til det sidste var Krebs vågen og nysgerrig overfor alt nyt og
anderledes. Efter forlæg af Eigil Knuth (1903-1996) udførte værkstedet i
1964 en produktion under navnet Solvogn af den skulpturelle lysestage,
der også findes i et eksemplar i museets samling. Det følgende år
afholdtes værkstedets sidste udstilling med en stor opvisning hos Den
Permanente.
Samme år solgte Krebs værkstedsbygningen og grunden til Herlev kommune -
dog med den aftale, at hun kom til at bo til leje. Samtidig blev ovnen
udskiftet, og hun mindedes: ”Mange Glasurer forandrede sig katastrofalt,
og det kostede mig meget Arbejde at indstille dem til den nye Ovn.”
En epoke og et fænomen sang på sidste vers, men Krebs holdt ud lidt
endnu. Over årene havde mange billedhuggere nydt godt af Krebs enorme
viden og erfaringer heriblandt Johannes Hansen (der selv en tid var
formgiver hos Knabstrup), Adam Fischer og Gudrun Lauesen.
I forbindelse med Nordjyllands Kunstmuseums markering af hendes 80 års
dag skrev hun bl.a. ”Der kommer dog en Dag, hvor selv den mest fuldkomne
Udførelse ikke tilfredsstiller – hvor den højagtigste drejede Krukke
virker støbt, og det lydefri brændte Stykke faar én til at tænke paa
moderne Kunststoffer. Da kan de smaa individuelle Afvigelser eller
Skønhedspletter virke befriende og give noget af den primitive Keramiks
Charme, der netop hviler paa den Slags menneskelige Ufuldkommenheder.
Man skal dog være forsigtig med at dyrke Tilfældigheden som Stil.”
Disse kloge, indsigtsfulde ord kom som en opsummering af mange års
erfaringer. Om det tidlige udgangspunkt skrev Merete Bodelsen i 1960:
”Det var nu Nylunds idé at popularisere dette ædle materiale. I stedet
for at holde fabrikationen oppe som en unikaproduktion i et højt
prisniveau ville det nye værksted, Nylund & Krebs, fremstille det som en
forholdsvis billig serieproduktion.” I de mellemliggende år havde
værkstedet oplevet store udviklinger i kunstneriske impulser og teknisk
formåen, men også hård konkurrence fra eksempelvis Palshus og alle de
andre værksteder, der var med i det senere udviklingsarbejde med de
matte stentøjsglasurer. Med tiden forandredes Krebs syn på det
perfekte/det ønskelige. Som siden også Gertrud Vasegaard gav udtryk for
det, lærte også perfektionisten Krebs at sætte pris på naturen luner. |
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)