• KERAMIK OG STENTØJ SAXBO
  • Her ses eksempler, det er ikke vor lagerliste, nogle ting kan være solgt.
  • Ikke alle vore ting kommer på hjemmesiden, kig evt. på lageret i Silkeborg
Link til flere sider med KERAMIK
Link to other pages with POTTERY
  • CERAMIC + STONEWARE + POTTERY
  • Here you see some Saxbo ceramics.
  • Are you looking for some specific,  E-mail or visit us in DK.
Ceramic pottery scandinavian Kæhler, søholm, hjorth, ipsen palshus aluminia søren kongstrand nils thorsson lars syberg bjørn wiinblad SAXBO peder hald soholm dagnæs gunnar nylund axel salto bing og grøndahl kongeligt bode willumsen arne bang stenstrup danico johgus bornholm michael andersen & son Knud Kyhn Jørgen Mogensen eva staehr nielsen saxbo halier knabstrup og mange andre.
FORSIDE INDEX Skovs Antik - Silkeborg Vi køber kontant
Gratis vurdering
i Silkeborg
  info
TRANSLATION
 
BUY ONLINE
KØB + FORSENDELSE
Østergade 13, DK-Silkeborg  MAIL@SKOVSANTIK.DK Phone+45 86801606
Vi køber og sælger dagligt, det meste kommer ikke på siden. Hjemmesiden er ikke lagerliste, nogle ting kan være solgt.
E-MAIL ÅBNINGSTID FIGURER STEL SØLV  GLAS  KERAMIK SMYKKER ANTIK FORSIKRINGS VURDERING info

Saxbo Keramik, Nathalie Krebs Gunnar Nylund Eva Staehr Nielsen Edith Sonne Bruun Hugo Liisberg

Saxbo keramik er meget efterspurgt, vi har ofte få ting på lager.
Kom og få kontante bud hvis du ønsker at sælge

 
Saxbo keramik figur'
Hugo Liisberg, rådyr dådyr
2000 kr. € 270


Saxbo skaal lille fad bowl plate signed Sonne, 16 cm.
1500 dkk € 200
         
               
Axel Salto vase oxblood Royal Copenhagen pottery.JPG (130044 byte)
KGL. BG STENTØJ
ROYAL C. STONEWARE

TENERA BACCARA
ROYAL C. FAIENCE
foto BIng  and Grondahl pottery figurines
BG STENTØJ
B&G STONEWARE

DIVERSE DANSK KERAMIK
DANISH
 
CERAMICS

ALUMINIA
FAJANCE
COPENHAGEN FAIENCE

HJORTH STENTØJ BORNHOLM POTTERY

IPSEN KERAMIK
P.I.E. CERAMICS
Herman A. Kæhler stor skjuler ...JPG (117369 byte)
KÆHLER NÆSTVED

HAK  CERAMIC

MICHAEL ANDERSEN
BORNHOLM
Aluminia Nils Thorsson marselis.JPG (124649 byte)
KGL+B&G FAJANCE
THORSSON FAIENCE

KGL+B&G DIV.
R.C. AND B&G
Bjørn Wiinblad figurer de 4 årstider forår sommer efterår vinter.JPG (127981 byte)
WIINBLAD BJØRN
WORKSHOP
P9150002.JPG (159651 byte)
WIINBLAD NYMOLLE

ROSENTHAL

1800-TALS LERTØJ
19 th CENTURY
Maiolica majolika vases vaser.JPG (210455 byte)
MAIOLICA
EUROPEAN
Crackle Royal Copenhagen krakeleret design number 212.JPG (142701 byte)
KRAKELERET
C
RACKLE
Tingene herunder er solgt.

Saxbo tekande SOLD


Saxbo kande blue


Saxbo #5 lille bæger


Nr. 161 Saxbo vase E.St.N.
sold

SAXBO Eva Staehr Nielsen bowl

SAXBO askebæger

SAXBO skål solgt

 


Nr. 67 grøn vase Saxbo
sold


Saxbo 95 AY


SAXBO #107 Eva Staehr Nielsen vase 15,5 cm.


Nr. 163 Saxbo stor vase Eva Stæhr Nielsen
sold


SAXBO vase


Saxbo 194 vase Eva Staehr Nielsen


Nr. 168 Saxbo vase E.St.N. Eva Stæhr Nielsen
sold


SAXBO vase 17 cm.


Saxbo stor vase 130
Evas Staehr Nielsen


SAXBO tekande

SAXBO Hugo Liisberg figur


Saxbo vase 176
E.St. N.


SAXBO skaal
22,5x18,5 cm.

 


SAXBO 11 cm. Eva Stæhr Nielsen


SAXBO 90 kande 15 cm.


SAXBO 24x24 cm. green Eva Staehr Nielsen


Nr. 64 Saxbo
Spaltekande
Eva Staehr Nielsen



188 Saxbo skaal bowl Eva Staehr Nielsen

Carl Halier pottery stoneware Royal Copenhagen Denmark.JPG (204232 byte) CARL HALIER 20548 bears knud kyhn stoneware.JPG (121702 byte) KNUD KYHN BOde Willumsen Royal Copenhagen.JPG (91136 byte) BODE WILLUMSEN Salto vase stor d 25 h 20.JPG (97741 byte) AXEL SALTO Ivan Weiss Royal Copenhagen Denmark.JPG (66730 byte) IVAN WEISS P6200002.JPG (213591 byte) NILS THORSSON Jorgen Mogensen dishes.JPG (201566 byte) JORGEN MOGENSEN Kai Nielsen Bing og Grondahl.JPG (87325 byte)  KAI NIELSEN
Herunder ses uddrag af historien om Saxbo som er beskrevet på www.vejenkunstmuseum.dk
Vejen Kunstmuseum har en meget stor samling af Saxbo keramik

SAXBO blev allerede i sin egen samtid et sagnomspundet, hyldet fænomen, kendetegnet ved udsøgt fin kvalitet og kunstnerisk nerve. Det legendariske navn tog firmaet først i efteråret 1930, men startede i marts 1929 som Nylund & Krebs – efternavnene på de to grundlæggere, den dansk-finske billedhugger Gunnar Nylund (1904-1996) og den danske kemiingeniør Nathalie Krebs (1895-1978). De havde lært hinanden at kende hos Bing & Grøndahl, hvor han havde været ansat de fire forudgående år, og hun i et årti bl.a. i samarbejde med Jo Hahn Locher om mat, hvid porcelæn. Fagligt havde de en stærk ballast. Rammen om SAXBOs virke var frem til marts 1937 det beskedne værksted på Islemark, Husum, der havde tilhørt en nøgleperson i dansk stentøjshistorie, Patrick Nordström. Med en enkelt medarbejder stod de i starten selv for alt det slidsomme fysiske arbejde som at flytte materialer samt kul til fyring af ovnen. 

De lagde hårdt ud. Kun tre måneder efter starten på værkstedet tog Nylund og Krebs imod den meriterende invitation til at vise et udvalg af deres værker på en udstilling hos den legendariske Kaj Dessau (1897-1987) i dennes forretning, BO, på Amagertorv. Straks var han lydhør for deres mål om at få kvalitet ud til overkommelige priser, og var eneforhandler af deres værker frem til han i 1941 lukkede BO. Det er blevet hævdet, at samarbejdet med BO cementeredes i navnet SAXBO. Det afvistes dog i 1932 af Nathalie Krebs, der sagde, at SAXBO navnet var valgt, fordi det var let at sige på ethvert sprog, og ikke relaterede til noget bestemt.
[4]

I 1929 havde de også en stand på Købestævnet i Fredericia. Den var med tilhørende foto omhyggeligt omtalt i Nyt Tidsskrift for Kunstindustri: ”Det helt nye Firma NYLUND & KREBS, der stiftedes sidste Vinter, deltog for første Gang med Stentøj af enkel Form og med fine Farver og dog til overkommelig Pris. En glasur, der var døbt Birkebark, gjorde megen Lykke hos Publikum.” Mange år senere gav Nathalie Krebs rent Nylund æren for den kreation, og viste samtidig, at han - ud over at stå bag hele værkstedets formsortiment i produktionen frem til 1932 – altså også påvirkede glaseringen: ”Nylund lavede ogsaa en Serie Krukker og Askebægre, som havde en hvid glasur undermalet med Jærn og Rutil – dem kaldte han Birkebark, men de forsvandt fra Produktionen da Nylund drog bort.” 

Først i efteråret 1930 kom det helt store fremstød med en stribe skandinaviske udstillinger, som Nylund organiserede og gennemførte. I september startede de op i BO,
hvor de som blikfang og tour-de-force-stykker bl.a. præsenterede Nylunds monumentale posthume stentøjsportræt af museumsmanden Emil Hannover og seks knap en meter høje monumentale stentøjskrukker med malede dekorationer og relieffer. Næste store mønstring var i oktober hos Svensk Tinn i Stockholm, og slutteligt havde de i november en udstilling i Helsinki. I mellemtiden havde Nylund fået ansættelse som kunstnerisk leder hos Rörstrand og forlod SAXBO ved udgangen af 1930. Hans tilknytning til Rörstand varede fra 1931 og frem til 1958, hvorefter han havde andet engagement i Sverige. I 1959 vendte han tilbage til Danmark som kunstnerisk konsulent for Nymølle, hvor siden Axel Brüel var kunstnerisk leder i årene 1963-67. Der er nu i samlingen to miniaturevaser af Nylund (inv. VKV 2011 og 2012), der viser noget af det slanke, ekvilibristisk afbalancerede, som han bragte med sig fra Rörstrand.
I halvandet års tid efter Nylunds afrejse var værkstedet uden kunstnerisk formgiver. Til gengæld arbejdede Krebs intenst med udviklingen af nye glasurer. Inspireret af de værker, som Axel Salto kom med, skabte hun i første omgang spættede glasurer som Harepels og Fuglefjer – siden fulgte andre som Blåræv og Markmus. I løbet af 1932 arbejdede Salto hos SAXBO med store vaser med drueklaseornament og små gennembrudte cylindervaser med træer og hjorte. Men samspillet varede i alt kun omkring halvandet års tid, så var han på vej videre. 

I juni 1932 tog Krebs en beslutning, hvis langtrækkende konsekvenser hun nok næppe selv straks gjorde sig klart. Håndplukket fra Kunsthåndværkerskolen ansatte hun den lidt over 15 år yngre Eva Wilhjelm (gift Stæhr-Nielsen, 1911-76). Hun startede i 1930 på skolen i samme kuld som bl.a. Chr. Poulsen og Gertrud Vasegaard - og året efter kom også Edith Sonne Bruun, der senere blev ansat hos SAXBO. Ved Krebs’ 80 års udstilling afslørede Eva Stæhr-Nielsen, at hun faktisk formelt aldrig afsluttede uddannelsen.
Eksamensbevis var der dog ikke brug for. Og at valget var det helt rette afsløredes straks. Nogle af hendes første kreationer hos SAXBO var bl.a. den karakteristiske tekande og spaltekanden, der hurtigt blev klassikere. Spaltekanden er særlig raffineret ved, at den form, der ellers ville have været en høj, smal hals, er skåret igennem, og den ene halvdel bukkes ned til hank, mens den anden er bukket frem som hældetud. Begge karakteristiske kander var i produktion helt frem til lukningen i 1968. Det nære samspil mellem formgiver og kemiingeniør varede i over tre årtier. Og da SAXBO lukkede fortsatte Eva Stæhr-Nielsen i årene 1968-76 hos Den kgl. Porcelainsfabrik. 

I 1932 var tiden snart moden til en ny stribe markante udstillinger. Efter det heldige valg af ny formgiver præsenterede SAXBO i september deres nye linje hos BO. Formidlet af Kaj Dessau, og med ham som arrangør, afholdtes der i oktober 1933 udstilling på Nationalmuseum, Stockholm. I den anledning tog Krebs kontakt til Jais Nielsen og bad ham udføre en stor lågkrukke, der var en af hovedattraktionerne i Stockholm. SAXBO producerede en række værker af Jais Nielsen. I samlingen er der en kande, en vase og et askebæger. I efteråret 1934 var Kaj Dessau også arrangør af SAXBOs udstilling i Oslo. Ved juletid var der igen opvisning hos BO, og i januar-februar 1935 var turen endelig kommet til Kunstindustrimuseet i København. Succesen var i hus, SAXBOs navn var på alles læber. 

Om samarbejdet skrev Krebs i 1934: ”Vi har i Aar arbejdet en Del med Formerne, og min Medarbejder, Frk. Eva Wilhjelm, har tegnet en Række Typer, ... Hun har en god og naturlig keramisk Fornemmelse, som sikkert i de kommende Aar vil naa videre Udvikling. Hendes Succes paa vores Udstilling i Nationalmuseet i Stockholm var velfortjent. Jeg vil slutte med det, som jeg benytter enhver Lejlighed til at sige, at et godt keramisk Produkt kun kan fremkomme ved et intimt harmonisk samarbejde mellem den som drejer, den som brænder og laver Glasurerne, og den der tegner Formerne.”  Afslutningsfanfaren er typisk for Krebs, der forstod ved god formidling at give køberne en indsigt i og respekt for det arbejde, der lå bag den estimerede vare. Sent i livet mindedes hun, hvordan i opstarten ”kneb det dog noget med Forstaaelsen, og jeg maatte stærkt understrege Produktets Styrke for at faa det anerkendt.” 

Det kostede at afholde de store udstillinger, og Krebs har skrevet, at man på den tid havde en produktion af 6000 reklameaskebægere for at bære udgifterne. Til gengæld var det en frugtbar tid, hvor også andre kunstnere kom til og sparrede med værkstedets ekspertise. Ud over Jais Nielsen og Salto var det på denne tid særligt Hugo Liisberg (1896-1958). Samspillet mellem hans formgivning og Krebs’ glasurer er et helt kapitel for sig. Krebs fremhævede særligt hans brug af glasurerne Slangehud, Jærnglasur, Fuglefjer, Harepels og Turkis. En anden vigtig, tidlig samarbejdsfælle var billedhuggeren Erik Rahr (1900-1962), der i samlingen er repræsenteret med tre af sine karakteristiske tobakskrukker. Stemplerne under bunden bevidner, at han var med fra starten. Den ene bærer det tidlige logo med den brændende ovn. Ud over denne produktion udførte SAXBO blandt andet også en whiskydunk efter forelæg af Rahr.

Billedhugger Olaf Stæhr-Nielsen (1896-1969) var der allerede et etableret samarbejde med i 1935, da han og Eva Wilhjelm giftede sig. Samme år blev hans skakspil til SAXBO gengivet i tidsskrifter. I løbet af 1930’erne udførte han en række udsmykningsopgaver i samspil med værkstedet – eksempelvis i 1938 ni vægrelieffer i stentøj til Teknisk Skole på Julius Thomsensgade, Kbh. Året efter modellerede han relieffer med byvåben til Nørresundby Rådhus. I 1950’erne nævnes to andre store opgaver – en keramisk dekoration til Carlsbergs vestibule, 1955, og et relief til Gerlev-Draaby sogneskole i 1957. I museets samling er hans statuette til Lægeforeningen. Stemplet i bunden bevidner, at den må være blevet til en gang efter 1949, da man gik over til at sætte en ring om SAXBO logoet. 

Blandt de mange mere eller mindre talentfulde kunstnere, der fik deres værker brændt hos Krebs var også den farverige slagtermester/keramikentusiast, Chr. Thyrring-Johansen, der i 1936 hos SAXBO fik lavet en produktion af sin skulpturgruppe Tyr og Slange.


Omkring midten af 1930’erne var der knyttet så mange gode kontakter, og nået så mange fine resultater, at Krebs vovede springet og i Herlev lod opføre et nyt, moderne værksted, som blev taget i brug den 1. marts 1937. Samtidig fik virksomheden sit karakteristiske cirkelrunde logo, der symboliserer krebsen. Krebs mindedes, at den første tid var barsk. Den nye ovn skulle de lære at kende, og der gik kun få år inden krigen lagde sin skygge over produktionen med brændselsrestriktioner og materialemangel. Det lykkedes dog i 1939 at afholde en stor udstilling i Stockholm. I 1940 var der en opvisning i BO, der bl.a. afstedkom en smuk hyldest til og karakteristik: ”Naar man staar overfor SAXBO-Stentøj kommer man ubetinget til den Konklusion – synes det mig – at den kunstneriske Styrke ligger i den usvigelige Sikkerhed, hvormed Form slutter sig til Farve. Der tilstræbes ingen Effekter, hverken paa det ene eller det andet Omraade. Det repræsenterer den kunstneriske Sandhed i al sin enkelthed. … Naar man kaster Blikket tilbage udover SAXBOs 10-aarige Produktion, maa man beundre den sejge Vilje, som stadig har forfulgt sine høje Maal mod den kunstneriske Helhed.” Efter krigen kom den første udenlandsudstilling i stand hos Röhsska museet i Göteborg i marts 1946. 

Det år var en ny medarbejder trådt til hos SAXBO. Det var Edith Sonne Bruun (1910-1993), der tilbage i 1931 kom ind på Kunsthåndværkerskolen året efter bl.a. Chr. Poulsen, som hun en tid havde værksted sammen med. I 1937 skrev Krebs om hendes værker: ”Edith Sonnes rolige sikre Form kunde udmærket danne Grundlaget for en stor produktion, men for hendes videre Udvikling kan man unde hende endnu nogle Aars Uafhængighed. Hun har en sjælden Sans for Materialet, og hendes Ting er vel gennemtænkt...” Påfaldende er denne udtalelse og artiklens foto koblet med oplysningerne om, at Sonne efter at hun trådte til hos SAXBO i 1946 først fra 1951 arbejde med egen signatur. I artiklen fra 1937 er nemlig gengivet bl.a. en kande af Sonne, der ligger forbavsende tæt på den kande, der nu er i museets samling, inv. VKV 1984. Den bærer dog det sene Saxbo logo, der benyttedes fra slutningen af 1940’erne. Enten er kanden formgivet, da hun i årene 1938-39 var ansat hos Saxbo for en kort bemærkning. Eller måske er den snarere, da den bærer hendes indridsede signatur, blevet til i årene efter 1951, da tiden var blevet moden til dette spil mellem glasuren og den meget grove masse.Da Sonne forlod SAXBO ved udgangen af 1960 fortsatte hun året efter sit virke hos Bing & Grøndahl. 

1949 dateres det relief i stentøjsskærver fra SAXBO, som billedhugger Henrik Starcke (1899-1973) udførte som skitse til sin store løvefigur på Fredericia Stadion. Som så mange af de andre kunstnere udførte han fra tid til anden værker i samspil med SAXBO. Til det nu fredede Radiohus på Rosenørnsallé udførte han over temaet musikken i 1957 i foyeren to meget store vægrelieffer af skærver af SAXBO-stentøj i et væld af værkstedets fine glasurer. 

I 1954 festligholdtes SAXBOs 25 år jubilæum med en stort anlagt udstilling på Kunstindustrimuseet. Nu var tiden atter moden til at få tilført nyt blod. I årene fra 1954 til omkring 1956 arbejdede en franskmand fra Strasbourg, Léon Galleto, hos SAXBO med egne værker, deriblandt en serie firkantede flasker og vægdekorationer med abstrakte hoveder. Krebs skrev: ”Hans Produktion faldt helt uden for SAXBOs Stil og var yderst moderne.” Der var dog et par af hans ting, der blev en del af SAXBOs sortiment. Mest markant er den lille stiliserede frø, der findes i samlingen med både brun og grøn glasur, samt den cylindriske lampefod med den stramme dekoration i et sindrigt system af trekantede relieffelter (Inv. VKV 1179). Der produceredes også en cylindrisk vase over samme tema. Men hvor lampens trekantmotiver spænder ud mellem ret jævne vandrette bånd, forekommer vasens trekantede motiver at have en mere levende variation. Det er ikke meget, man kan læse om Galleto, men noget klogere bliver man af Pierre Lübeckers omtale i 1956: ”Leon Galletos former er uorganiske, han er mere optaget af fladen end af klumpen, anvender gerne det kantede i kontrast til det rytmisk svungne og havde for øvrigt muntret sig med nogle helt flade, støbte vaser. De kunne minde om et bornholmsk røgeri set fra gavlen, hvor skorstenen dannede halsen. På de brede flader havde han med fin humor og smidig rytmisk følsomhed indridset figurer, kvinder og fugle, hvis stamtavle vil vise, at slægten udgår fra Finland. Man synes derfor, at Galleto røbede mest af sig selv i de små, firkantede skåle, der til trods for at de ikke er højere end en mursten med deres geometriske mønster i dybt relief virkelig forekommer helt monumentale: Sarkofager i miniature. Galleto var bedst i sine mindste ting, og jo mere sluttet en form, han havde at arbejde med.” Et eksemplar af den klare, enkle røgeriform, som han også udførte med dekoration er først på året 2009 kommet til samlingen (inv. VKV 2238). Den bærer årstallet 1955. 

Året efter at franskmanden startede, vovede Krebs endnu en gang at ansætte en afgangselev direkte fra Kunsthåndværkerskolen. Men denne gang havde hun dog et vist forhåndskendskab, for Kirsten Weeke (født 1932) var hendes niece. Dennes værker vistes på SAXBOs udstillinger i årene 1956-60, men da hun giftede sig med en amerikaner fortsatte hendes tilværelse i USA. En af Weekes mest populære modeller var en stor kollegietekande, der gik som varmt brød. I samlingen er hun repræsenteret med en yderst utraditionel, skulpturel flødekande, der i sin brede, flade form bestemt ville dumpe til en funktionstest, men til gengæld med sikkerhed ville fungere ideelt som conversation piece på et kaffebord! Krebs skudsmål lød: ”Hun var en udpræget Eksperimentator, og alle SAXBOs Masser og Glasurer stod til hendes Raadighed. Engang imellem rystede jeg paa mit bedagede Hoved, men hendes Talent var umiskendeligt. Hun forsøgte alt, navnlig med grovere Masser med Begitning, Undermaling og Afskrabning af Glasur, saa Skærven kom frem. Undertiden var Skaalene kun glaseret indvendig, og udvendig stod den grove Skærv dekoreret med Jærn.” 

To år efter Weekes saltvandsindsprøjtning var det tid til at fejre den person, der over årene kom til at betyde allermest for SAXBOs ansigt ud ad til, Eva Stæhr-Nielsen. Det skete i 1957 med en 25års jubilæumsudstilling i Illums Bolighus. Altid krediterede Krebs hendes store indsats. Deres lange samspil var eksemplarisk - måske netop de gensidigt havde stor respekt for hinandens virke, hvilket tydeligt fremgår af Krebs sene karakteristik af hende: ”Da Eva Stæhr-Nielsen senere begyndte at dekorere, blev der flere Ting at tage i Betragtning. Det levende Spil, hun kunde lokke frem i Glasuren ved Modellering og Gravering, fristede hende til at udnytte Mulighederne. Hun begyndte meget forsigtigt, men siden lavede hun Relieffer og modellerede Mønstre – saa malede hun over og under Glasuren og anvendte Begitninger. Til sidst forandrede hun Formen på de drejede Ting. Det begyndte med, at hun bankede de små Skaale firkantede, trekantede og ovale, siden bearbejdede hun ogsaa de store Ting paa samme Maade. Det var spændende at se meterhøje, rundt drejede Krukker paa hendes Drejeskive antage helt nye Former. Jeg syntes, der hørte stort Mod til at bearbejde dem saadan – banke dem med store Træhamre, skære i dem med Jærn, sætte Øre og Hanke paa – det fik mig til at føle mit Ansvar for Brændingen dobbelt stort. Hun fortalte mig, at disse store Ting ofte rumsterede i hendes Hoved i Maaneder eller Uger, før hun overhovedet turde sætte en Streg paa Papiret, og siden blev de tegnet om og om igen, inden hun overgav Grundformen til Drejeren. Hun var ikke meget for at tale om Tingene, før Resultatet forelaa. Hun gennemgik i de 36 år, hun arbejdede paa SAXBO, en stor Udvikling, og hun var til det sidste lige saa idérig, som da hun begyndte. I alle Aarene efter 1941, da vi ikke mere udstillede hos BO, arrangerede hun alle SAXBOs Separatudstillinger. Hendes intime Kendskab til Tingene og hendes sikre dekorative Fornemmelser var af stor Betydning.” 

Helt til det sidste var Krebs vågen og nysgerrig overfor alt nyt og anderledes. Efter forlæg af Eigil Knuth (1903-1996) udførte værkstedet i 1964 en produktion under navnet Solvogn af den skulpturelle lysestage, der også findes i et eksemplar i museets samling. Det følgende år afholdtes værkstedets sidste udstilling med en stor opvisning hos Den Permanente. 

Samme år solgte Krebs værkstedsbygningen og grunden til Herlev kommune - dog med den aftale, at hun kom til at bo til leje. Samtidig blev ovnen udskiftet, og hun mindedes: ”Mange Glasurer forandrede sig katastrofalt, og det kostede mig meget Arbejde at indstille dem til den nye Ovn.” 

En epoke og et fænomen sang på sidste vers, men Krebs holdt ud lidt endnu. Over årene havde mange billedhuggere nydt godt af Krebs enorme viden og erfaringer heriblandt Johannes Hansen (der selv en tid var formgiver hos Knabstrup), Adam Fischer og Gudrun Lauesen. 

I forbindelse med Nordjyllands Kunstmuseums markering af hendes 80 års dag skrev hun bl.a. ”Der kommer dog en Dag, hvor selv den mest fuldkomne Udførelse ikke tilfredsstiller – hvor den højagtigste drejede Krukke virker støbt, og det lydefri brændte Stykke faar én til at tænke paa moderne Kunststoffer. Da kan de smaa individuelle Afvigelser eller Skønhedspletter virke befriende og give noget af den primitive Keramiks Charme, der netop hviler paa den Slags menneskelige Ufuldkommenheder. Man skal dog være forsigtig med at dyrke Tilfældigheden som Stil.” 

Disse kloge, indsigtsfulde ord kom som en opsummering af mange års erfaringer. Om det tidlige udgangspunkt skrev Merete Bodelsen i 1960: ”Det var nu Nylunds idé at popularisere dette ædle materiale. I stedet for at holde fabrikationen oppe som en unikaproduktion i et højt prisniveau ville det nye værksted, Nylund & Krebs, fremstille det som en forholdsvis billig serieproduktion.” I de mellemliggende år havde værkstedet oplevet store udviklinger i kunstneriske impulser og teknisk formåen, men også hård konkurrence fra eksempelvis Palshus og alle de andre værksteder, der var med i det senere udviklingsarbejde med de matte stentøjsglasurer. Med tiden forandredes Krebs syn på det perfekte/det ønskelige. Som siden også Gertrud Vasegaard gav udtryk for det, lærte også perfektionisten Krebs at sætte pris på naturen luner.